Kære Gæster og Venner!
Så er året 2018 ved at være omme og det nye år 2019 står for døren.
Hvert år ved nytårstide tager vores lille familie sig tid til en “status opdatering”, hvor vi evaluerer året og sætter mål for det nye år. Og det er en god øvelse jeg vil anbefale alle at gøre, da dagligdagens trummerum nogen gange gør, at man ikke ser hvad man faktisk har opnået og giver tid til at reflektere over hvad man vil opnå og have ud af sit liv.
Året 2018 har som de forrige år været fyldt med dejlige minder og oplevelser. Der har været fart på og vejret har da været med os i år. Vi har kunnet mærke fremgang i overnatninger, gengangere og udtalelser. Hvilket vi er utrolig taknemmelige for.
Vi er stadig igang med at renovere, og det er en fornøjelse at se gæster kommentere hvor langt vi nu er nået, år for år. Det er dejligt at vide, at de noterer sig hvilke fremskridt vi har lavet. I år fik vi malet døren ind til lejligheden, sat vinduer i garagen, så jeg snart kan åbne en lille shop/galleri. Der er købt nye maskiner til køkkenet. Der er kommet nyt gulv på og malet i lejligheden. Vi er ved at istandsætte fyrrummet, så det er nemmere for gæsterne at vaske deres tøj under opholdet.
Dog bare rolig…vi er ikke gået tør for ideer og planer endnu.
Faktisk er vi år gået med i Bæredygtig Bundlinje Bornholm, hvor vi vil sætte en grøn forretningsplan i gang. Indtil nu har vi gjort en del selv, med fokus på at undgå madspild og vi har skiftet det ældgamle oliefyr ud med fjernvarme. Samt sat en luft til luft varmepumpe op i spisesalen.
Men fremadrettet vil der også blive sat fokus på mindre brug af kemiske rengøringsmidler og vask. Derfor vil der, når dørene slås op til den nye sæson, være håndklædestationer hvor man som gæst selv henter og bytter håndklæder. Der kan man også selv hente mere wc-papir og skraldeposer. Da vi, som i år, ikke tilbyder daglig rengøring på værelserne af hensyn til miljøet.
Og efterhånden som vi renoverer, vil der også blive isoleret på lofterne, væggene og skunke.
Men ting tager tid og penge, så vi knokler lige så stille og stædigt på.
Som noget nyt skal jeg holde et foredrag om vores Bornholmereventyr i Kolding og Vejens LOF regi. Nemlig d.26.3.2019. Så kom endelig forbi og hils på i det Jydske. Hør om det skønne lokalsamfund vi har i Sandvig. Og hvor glade vi er for Ønskeøen i søen.
Til sidst skal der her fra Pension Sandbogaard siges en kæmpe tak til gæster og personale og lyde en Glædelig Jul og et godt Nytår.
Vi ses til næste sæson, hvis ikke før.